(teksten, der skal prædikes over, er fra Johannesevangeliet kapitel 6, vers 24-37)
Uden mad og drikke dur helten ikke, siger man; men uden Gud dur hverken helte eller skurke, dvs. os syndere, almindelige mennesker, der fejler og har brug for tilgivelsen som det daglige brød. Uden Gud [syng de første tre vers af salmebogens nr.369 ”Du som giver os liv og gør os glade”] er verden i stor nød. Fasten er en tid, hvor denne store nød (ud over den reelle nød, der er, at mange i verden sulter*) tages alvorligt og understreges: Verden tørster efter Guds retfærdighed, og DDS 369 har masser af beskrivelser af, hvad der sker, når Gud mangler: Uden Gud forråder vi hinanden, uden Gud går vores sind i chok osv. Alt det er jo netop, hvad vi føler, når livet bliver en ørkenvandring: at Gud er fraværende og ikke er til stede som levende og levet virkelighed.
I ørkenen føles det som om, vi må klare os uden Gud, må sørge for os selv, selv sørge for glæden og troen. I teksten til 1.søndag i fasten, første tekstrække, fortælles det, at Jesus var i ørkenen 40 dage, kort efter sin dåb. Det er i øvrigt tallet 40, som går igen i ordet karantæne [tak, kollega Tom Friis, for påmindelsen om dét], en karantæne, som mere eller mindre alle er i en form for, netop i fastetiden her i år 2020, pga. coronavirus. Men tilbage til Matthæus 4, den første fastesøndags tekst, der rummer så mange lag, at den egentlig kan bruges hele fastetiden, eller hele året, for den sags skyld, som et dagligt korrektiv til vores indbyggede tilbøjelighed og ydre fristelser [syng hertil Johannes Johansens ”Du som mætted tusind munde”, DDS 637].
Matthæusteksten slutter med ”der kom engle og sørgede for ham”. Jesus skulle med andre ord ikke sørge for sig selv, og det var det han skulle lære ude i ørkenen, på den hårde måde. Han skulle gennem sult og nød, bøn og fristelse, og et møde med Djævelen selv. Fastetiden er en nødvendig molvariation over livskraftens tema, Guds skabende kraft, som ikke er mindre til stede i trange tider end i andre, hvilket Midfaste minder os om, skulle vi have glemt det, og det har vi, for Djævelen bilder os ind, at vi skal sørge for os selv.
Gud har slået større brød op, end han kan bage. Betyder det så, at han ikke kan fuldføre, hvad han har begyndt i os? Nej, det betyder, at hans inderste væsen er kærlighed. Drevet af kærlighed til sin skabning sætter han alt på spil. Han sender sin Søn ud på den ørkenvandring, som alt for mange mennesker kan nikke genkendende til: Sult og fattigdom og fristelsen til at ville sørge for sig selv. Da Jesus havde fastet i 40 dage, kom Satan og ville friste ham til at trylle nogle sten om til brød. Han var jo sulten! Havde Jesus valgt at gøre det, havde han kun kunnet mætte sig selv og ikke alle os, der tror på ham som livets brød. Men Guds mål er at leve for andre i kærlighed og selvforglemmelse; derfor skulle Jesus glemme sig selv, sulte og lide nød og fristes af Djævelen.
Allerede dér i ørkenen, kort efter Jesu dåb, giver evangelierne os et indblik i Guds kærligheds dybder: At han ikke bliver Gud ved at gøre noget, kunne noget, ikke behøver gribe ind med et mirakel for at vise sin magt, men tværtimod viser sin magt ved at give afkald og trække sig tilbage til bjerget, helt alene. Det kan lyde fromt; men da han til sidst hang på et kors, var han virkelig helt alene; der var ingen sikkerhed at falde tilbage på dér. Gud gik virkelig ’all in’. Sådan er kærligheden, og derfor kan Gud frelse os og give os livets brød, et brød hvis duft fra evigheden når langt ned i vores verden, og under den, i dødsriget og det dybeste helvede, man kan tænke sig.
*det er nemt nok for en velbjærget vesterlænding at sige, at det daglige brød er noget mere end at få mad i maven. For mange mennesker, måske især i verdens brændpunkter, er det en daglig kamp bare at få en smule at spise. Men også folk herhjemme kender til problemer, der har indflydelse på dét at spise, enten man mister appetitten, eller man spiser uden at være sulten. Det siger alt sammen noget om, at uanset mængden af mad i maven findes der en daglig kamp som enhver af os må kæmpe, og gerne i fællesskab. Den kamp har med troen på Gud at gøre.
Gud kan virke langt borte, når vi kommer ud i afkrogene af det menneskelige sind, nogle afkroge, som fastetidens tekster og salmer tager alvorligt og udfolder. Det er angstens dyb og det søndrede liv. Men det er det liv, Gud går foran os ned i [DDS 457]. Så heller ikke her handler det om bare at overleve, selv om en ørken er det sværeste sted at overleve i. Også i hårde tider handler det om at glæde sig over Guds tilgivelse, tro på hans omsorg og kærlighed til sit folk og alle sine skabninger. Vi må tilbage til begyndelsen, skabelsen, for her mærker vi, at vores behov ikke kun er biologiske, men er en dybere længsel, en længsel efter at kunne gå fra død til liv. Der var mørke, men så blev der lys. Gud er ikke væk, selv om de første ord i dagens tekst godt kunne forstås hen i retning af det: at Jesus ikke er der, og i øvrigt heller ikke hans disciple, dem, som ellers kunne opmuntre os ved at forkynde for os, hvor dyb og rig og bred Guds tilgivelse er. Folk leder efter ham (og hans disciple, apostle, budbringere af det glædelige). Det er udgangspunktet. Og det er også vores.
Men udgangspunktet er også, at der er sket et under. Jesus har (hvor vi kommer ind i teksten) netop bespist 5000 mand med fem brød og to fisk (det er den tekst, der prædikes over i ulige år, Johannes 6,1-15). Det var et under, at det kunne lade sig gøre. Tænk at kunne mætte mange tusinde munde med så lidt! Lige sådan er det et stort under, at vi overhovedet er skabt og lever og ydermere får en ny begyndelse, hver dag, på grund af Guds tilgivelse. Amen
Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed. Amen