”Re-premiere” på altergang/nadver ved gudstjenesten på søndag 21. juni kl. 10

Efter 3½ måneds pause under coronapandemien, fejrer vi nu igen nadver i Tingsted Kirke, for første gang siden genåbningen 18. maj 2020. Det sker med større forsigtighed end normalt; blandt andet bruger vi engangbægre, og præsten anvender handsker og opretholder, som altid, en god håndhygiejne. Altergængerne opfordres til indbyrdes at vise hensyn og holde afstand ved knæfaldet og ved op- og nedgang. Vi tager hellere et ekstra bord, frem for at gå på kompromis med afstanden.

Så stadig gælder altså parolen: ”Hold sammen ved at holde afstand”, desværre også ved dette mest intime måltid, hvor Gud giver mennesker sig selv at spise! Der er knyttet en frimodighed og et evighedsperspektiv til nadveren, som ikke kan foldes fuldt ud i denne tid.

Men da vi som menighed savner ritualet, også som del af en helt almindelig søndagsgudstjeneste, og da det (i lighed med dåben) er et sakramente, et middel til frelse, tager vi altså nu – forsigtigt og efter alle gældende verdslige forskrifter – hul på atter at fejre ”vor Herres sidste måltid”, som det fejlagtigt bliver kaldt, f.eks. på engelsk ”Last Supper”.

Nej, måltidet, Jesus holdt med sine disciple på sin sidste aften under menneskelig skikkelse, blev i virkeligheden det første, konstituerende for en evig perlerække af måltider, også i tiden, hvor Gud skal i centrum, fordi han er den der giver og giver og altid tænker på de andre før sig selv.

”Giv os i dag vort daglige brød” er bønnen om, at den nye pagt, som Jesu ”sidste” måltid indstiftede, at den pagt også må komme mere og mere til syne i vores daglige liv med hinanden, både når vi i perioder må undvære nadverritualet og når vi altså – som på søndag – kan fejre den med hinanden i kirken og i gudstjenestens fællesskab.