Velkommen

Gudstjenester

Præsten

Kirkens personale

Kirkens historie
- Præster
- Inventar

Kalkmalerier

Dåb

Konfirmation

Vielse

Skriftemål og sjælesorg

Begravelse og bisættelse

Fødselsanmeldelse

Navngivning og navneændring

Menighedsrådet

 

 

Tingsted kirke
Lolland-Falsters Stift


Jakob Christian Lindberg

præst ved Tingsted kirke 1844-1857

Christiane Sophie Jürgensen beretter om hvordan livet levedes i præstegårdene på Falster i midten af det 19. århundrede i sine dagbogsnotater: "Erindringer fra vort hjem i Sdr. Kirkeby og Riserup ved Christiane Sophie Jürgensen 1877", p.67-69. Christiane Sophie Jürgensen blev født i Rold 1837 og døde i København 1935. Hun var datter af stiftprovst for Lolland-Falster, Peder Andreas Heiberg Jürgensen. Om Lindberg skriver hun:

I 1848 var til Tingsted sogn her på landet kommet en præst ved navn Jacob Lindberg, det var den Magister Lindberg, der var bekendt fra fejden mellem Grundtvig og Biskop Mynster. Han var en høj svær herre, med tykt, jeg syntes næsten plumpt ansigt og lyse hår, hans person gjorde på mig et alt andet end behageligt indtryk, men når han talte, kunne der til tider være noget så forunderligt gribende, barnligt, troskyldigt ved hans måde at tale på, at han - hvad man end, og det med rette havde noget imod ham - næsten kunne stjæle hjertet ud af livet på en.- Jeg husker således, en gang, at han fortalte Fader og Moder, om hvorledes han en dag havde besøgt en syg dreng, en af sine konfirmander, som han havde haft megen glæde af at undervise.-

Da han kom, blev drengen så inderlig glad, og i glæden trak han noget frem fra sengen, og gav det til præsten.- Det var en af de på Faster såkaldte "nonner" (en art æbleskiver uden æbler,) som drengen selv havde fået forærende og havde gemt til præsten i det sikre håb, at han ville komme og se til ham, og denne lille begivenhed fortalte Lindberg på en måde som gjorde, at næppe et øje i stuen var tørt, da han endte.-

Samme dag fortate han en anden historie som bevis på , hvor sløjt begrebet om ret og uret desto værre ofte var den simple mand fra barndommen af. Det angik også en af hans konfirmander, som han ikke kunne få bibragt de simpleste begreber. I den retning, for at give ham nogle bogstavelige exempler, havde præsten først sagt til ham: "Ville det ikke være uret, om du, når I kom udenfor, gav dig til at slå din sidekammerat!" "Nej" lød svaret og "hvorfor ikke!" "for han kunne slå igen". Ville det da ikke være uret om du nu på en eller måde narrede og bedrog mig, din præst og lærer!" "Nej!" "hvorfor ikke!" "for De kunne lukke Deres øjne op." - "Men ville det da ikke være uret, om du gik ind og stjal den fattige Karens kål!" "Jo" svarede drengen, og endelig troede Lindberg, at han havde forstået noget og havde nogen følelse for den stakkels gamle, men da han spurgte "hvorfor!" lød svaret: "for så kommer Wilkens efter mig!" (Wilkens var dengang politifuldmægtig hos Birkedommer Pontoppidan i Nykøbing og selv måske den største slyngel på Falster, men en meget dygtig mand.)- Denne historie fortalte Lindberg med så megen lune, at vi alle ret morede os over den, og jeg kunne længe med glæde have siddet og hørt på, at han fortalte, men som provst havde Fader mange, mange ærgelser af ham, megen bryderi, og megen tidsspilde.-

Lindbergs økonomiske forfatning var elendig, og aldrig betalte sin enkepension, så Fader altid måtte hen og sequestere ham derfor.- Præsten selv brød sig kun lidt derom, men for hans stakkels kones og børns skyld, var det altid en for Fader meget pinlig forretning. Selv var Lindberg så fortrolig dermed, at han omtalte det som noget, der heller ikke i fremtiden ville blive anderledes- Således sagde han engang til Moder, om hun ikke, når Fader engang skulle til Tingsted, ville følge med og besøge hans kone "men" føjede han til ,"De skal dog ikke ikke følge med, når provsten skal hen og sequestere hos mig". Ja, han har dog indset, at konen så ikke kunne være i humør tìl at tage i mod fremmede-

Endnu værre ubehageligheder fik Fader, da der flere og flere rygter gik, om han drak.- Den ene historie efter den anden kom ud om ham, og til sidst fandt Biskop Gad, at det var så galt, at han gjorde indberetning derom, og ministeriet beordrede, at hans forhold skulle undersøges ved en provsteret.- For at indtage sit sæde i denne, måtte Fader en gang hver uge køre ind til Nykøbing, det stod på i meget lang tid og gav meget arbejde, men dette var kun som at tærske langhalm, thi skønt der ikke var mindste tvivl om, at Lindberg mange gange drak sig fuld, og var set i drukken tilstand, var det dog ikke muligt at få bevis imod ham.-

Lige så fulde som bønderne var af historier om ham, når de var uden for retten, lige så lidt vidste de, når de kom for denne, så det hele blev til intet.- Blandt andre af Lindbergs sognebørn, der var mødt for retten, var en bonde Peer Allert fra Bruntofte, af hvem Fader plejede at købe sin årlige forsyning af brænde.- Da han næste år kom med brænde, fik han som sædvanlig "en bid brød" og en passiar inde i Faders stue, hvorunder han fortalte mange historier om Lindbergs drukkenskab, og blandt andet, om hvorledes de engang havde måtte køre ham døddrukken hjem fra et gilde.- Efter i nogen tid i tavshed at have hørt på bonden, udbrød Fader, men Peer Allert! glemmer de da rent, at De for er år siden udtalte dem ganske anderledes for mig i provsteretten! Nu sidder De og siger her netop det modsatte af hvad De sagde dengang!" "Jøsses, Hr Provst", svarede manden, hvad jeg sådan sidder og siger til Dem i Deres stue, det gør jo ikke noget, men det havde dog været skam at bringe manden i ulykke". Fader svarede, at han rigtignok mente, at man skulle være mere bange for at aflægge falsk vidnedsbyrd.- Denne begivenhed her er et sørgeligt exempel på bondens mangel på agtelse for edens hellighed og på hans tilbøjlighed til forvanskning af ret og uret, men sådan var de fleste bønder dengang, om det nu er anderledes, ved jeg ikke.-

Rimeligvis blev Lindberg dog efter alt dette forsigtigere, thi det gik roligt hen med ham, indtil første gang, da Rigsrådet skulle sammen efter Fællesforfatningens udstedelse, thi da holdt han en søndag en prædiken så fuld af politik og galde mod regeringen, at en ung pige, Frøken Hillerup fra Gammel Kirstineberg, der var i kirken, blev helt forfærdet derover, og prædikenen prentede sig således i hendes hukommelse, at hun ved sin hjemkomst nedskrev den i et brev til en veninde i København, denne fortalte historien videre, den nåede højere steder, og på dette rygte kom der ordre til, at sagen skulle undersøges, og til Faders store ængstelse skulle der atter nedsættes en provsteret.-

Om muligt kom der af den endnu mindre ud end af den første.- Lindberg erklærede, at han aldrig skrev sin prædiken, så han vidste naturlìgvis ikke bestemt, hvad han havde sagt, men noget forfærdeligt vidste han, at det ikke var, så Frøken Hillerup måtte aldeles have misforstået ham.- Hun, hvis forklaring for retten passede ganske med brevet, kunne kun sige, at således havde hun forstået den.- Bønderne, der havde været i kirken, kunne rigtig nok ikke huske en prædiken, der var holdt for adskillige søndage siden, og da skolelæreren, den tidligere omtalte Hans Mortensen,- blev afhørt, erklærede han, at han rigtig nok måtte bekende, at magisterens prædikener var så ensformige og ofte uinteressante, at han i reglen tog sig en lille lur under den, og den omtalte dag havde han sovet som sædvanligt.- Det var hele udbyttet af al den tid og møje, der blev anvendt på denne sag.-

Iøvrigt var Lindberg en særdeles lærd mand, navnlig granskede han i østerlandske sporg, og hans livs hovedgerning var oversættelse af bibelen efter grundsproget i en renere og pålideligere gengivelse end den tidligere oversættelse.- Da han en dag besøgte Fader, fik han af ham en hjælp til dette arbejde, som han blev umådelig glad over, en stor gammel concordants i folio, pragtfuldt indbunden i presset kalveskind, og så stor og tyk, at jeg næppe kunne bære den.- Fader, der engang havde fået den på en auktion tillige med nogle andre bøger, havde ingen brug for den, da han ikke gav sig af med studier af den art. Iøvrigt viste det sig at være et sjældent kostbart værk, der her i landet kun fandtes på det kongelige bibliotek. Synet af det satte næsten Lindberg i henrykkelse, og da Fader forærede ham den, modtog han den som en skat.- Da han havde sin bibel færdig, sendte han Fader den, måske tildels som tak for concordantsen, som vist nok også, fordi han, hvor forskellige de var i alt, dog virkelig holdt af Fader og skønnede på hans hensynsfuldhed, som han altid, så vidt muligt viste ham.- Jeg skrev før "da biblen blev færdig" men ganske færdig nåede han desværre aldrig af få den, thi han fik ikke oversat de apokryphiske skrifter og ikke udgivet de bemærkninger og oplysninger til det øvrige værk, han havde haft i sinde at ledsage det med, men godt var det, at han fik fuldendt det øvrige.-

I 1857 blev Lindberg kaldet til et større kald på Sjælland, hvor han vel nåede selv at komme over, men kun for at lægge sig til at dø, i nådensåret (han døde ikke i København, som Nordisk Conversationsleksikon siger).- Under sin sygdom havde han det i alle måder usselt, da enken i præstegården ikke brød sig om ham eller tog sig det mindste af ham, og først, da hans datter Lise et par dage før hans død kom til ham, fik han den pleje, der tidligere måske kunne have frelst hans liv, et liv, hvor meget der end var at udsætte på manden, var af stor værd for videnskaben.-

Hvor lærd end Lindberg selv var, brød han sig slet ikke om,at hans børn skulle lære noget, når han havde givet dem den hellige dåb, havde han givet dem nok, så kunne Vorherre sørge for resten. Børnene gjorde derfor selv at hvad de ville, den der havde lyst til at læse, læste, den der ikke havde lod være.-

Den ældste søn, som nu ejer en gård i Jylland, gik hjemme som amindelig karl og gjorde i alle måder indtryk af at være en bondekarl, men brav og skikkelig var han. En yngre søn, Niels, (nu præst for Frimenigheden i Kerteminde, samt aldeles rasende Grundtviganer og venstremand) kom dog i skole, og en yngre, Johan, tog slægt og andre sig af, så også han ville have lært noget, hvis han ikke var død, før han var voksen.- Den ældste datter Lise skal have været særdeles begavet, døde også som ung. Hvad der er bleven af de andre børn, ved jeg ikke.- Onkel Peter i Kirkeby, der også dengang var ivrig grundtviganer (hvad han nu ikke er) og Lindberg kom meget sammen.- De to var vist de eneste præster i den retning på Falster.




xx
Præstetavle for Tingsted sogn
xx
Jakob Olufsen c.1549-1584
Jens Kristensen Valborg 1584-1585
Kristoffer Pedersen Nakskov1585-1604
Jens Hansen 1604-1619
Oluf Tøgersen Skytte 1619-1654
Jens Olufsen Skytte 1655-1669
Laurits Pedersen Werløs1670-1705
Peder Lauritsen Werløs 1705-1729
Poul Pedersen 1729-1746
Jørgen Henning Styrup 1746-1761
Erik Werdel 1761-1774
Peder Strange 1774-1778
Henrik Kristoffer Glahn 1778-1781
Svend Egerod 1781-1787
Johan Peter Gad 1787-1789
Kristen Wolf 1789-1814
Hans Ditlev Heineth 1814-1825
Johan Fredrik Biering 1825-1843
Jakob Christian Lindberg1844-1857
Mathias Schwartzkopf Randrup 1857-1872
P. H. Blicher 1872-1879
Charles Vilhelm Ulmer 1880-1921
J. F. C. Schultz 1922-1932
Hans Christian Eriksen 1933-1951
Vilhelm Bertelsen 1952-1979
Ulla Hviid 1979-1983
Ole Opstrup 1984-1996
Christina Rygaard Kristiansen1997-
xx

Kristoffer Pedersen Nakskov

Født 1555, præst i Tingsted 1585 til sin død 5. februar 1604. Gravsat under sten med latinsk indskrift foran alteret. Stenen findes ikke i dag, men nævnes sidst i 1849.


Laurits Pedersen Werløs

Præst i Tingsted og provst i Nørre herred.

På nordsiden af korbuen findes en gravsten for ham og hans hustru Helvig Werners datter Thorborg. Inskriptionen fortæller at stenen er rejst i hans 53. og hendes 57. år [1694], til minde om deres murede grav under koret. Året for hans nedsættelse mangler, mens der står 4. juli 1702 for hende.

Stenen er en rød ølandsk kalksten, der måler 160 x 94cm. Inskriptionen afslører at stenen er genanvendt. Den oprindelig indskrift er hugget bort, men beslagværksborden og evangelistmedaillonerne viser at stenen kommer fra samme værksted som en gravsten fra 1631 i Nørre Kirkeby.


Christina Rygaard Kristiansen

født 1966, gift med cand.mag. Erik Kristiansen 1989

Exam. art. i sammenlignende semitisk filologi, Københavns universitet 1991
Cand. teol., Københavns universitet 1995

Ordineret 27.9.96 i Odense domkirke.

Fungerende sognepræst (kirkebogsførende) Lindelse-Tryggelev-Fodslette pastorat, Fyns stift 17.9.96-27.2.97

Sognepræst (kirkebogsførende) Tingsted pastorat, Lolland-Falsters stift 1.3.97




Hvornår er der gudstjeneste?

Liv i Tingsted

Kor
Nu også VOKSENKOR!

Kirkebrochure

Fra menighedsrådet

Redigeret 11.04.2017

Kirkenyt april 2017

Redigeret 11.04.2017

www.tingstedkirke.dk
Redaktør: sognepræst Christina Rygaard Kristiansen (crkr km . dk)
©Erik Kristiansen, 2007 (cembalo mail . dk)
Indhold må frit benyttes, når blot kilden citeres