Kalkmalerier

FOTO: JOSEPH GALLACHER

Kirken er mest kendt for sine kalkmalerier, der pryder alle hvælv i både skib og kor.

Download Tingsted kirkes kalkmalerier app fra Google Play Store – GRATIS. Med denne app kan du udforske alle 12 hvælvkappers kalkmalerier. Du kan zoome for at undersøge detaljer og du kan klikke på mennesker og ting på billederne for at få flere oplysninger. Billederne er i god kvalitet og app’en kan både bruges hjemme og på besøg i Tingsted kirke.
Gå på Google Play Store og søg efter Tingsted.

Kalkmalerierne er udført i 3 perioder, men bortset fra et våbenskjold er det kun fra den seneste periode de er bevarede.

De er udført af elmelundemesterens værksted, kaldet sådan fordi det først kendte eksemplar findes i Elmelunde kirke på Møn. De er udført omkring år 1500 og er i Tingsted først blevet overkalkede efter 1803 og afdækkede i 1887.

Billedvalget og fantasiblomsterne er typisk for elmelundemesteren og er hentet fra “fattigmands bibel” (Biblia Pauperum). Bevarede arbejder af elmelundemesteren findes også på Møn, i Elmelunde, Keldby og Fanefjord kirker, i Bogø kirke, samt på Falster i Nørre Alslev og Stubbekøbing kirker.

I hver hvælvkappe er der malet en hovedscene, i koret og skibets østre hvælv fra Jesu barndomshistorie – i skibets vestre hvælv fra det gamle testamente samt to af middelalderens elskede moraliserende billeder. Overalt er de hvide flader udfyldt med små blomster og dekorationer. I kappetoppene er der malet store fantasiblomster.

Man kan undre sig over, at Jesu barndomshistorie er fortalt, men ikke de centrale scener i kristendommen, som korsfæstelsen og opstandelsen. Det beror på, at kalkmalerierne formodentlig skal ses, som en del af den samlede udsmykning. Før reformationen har der været et krucifiks, typisk i korbuen, og der har været et sidealter for kirkens værnehelgen, Sankt Peder, til højre for korbuen. Til venstre for korbuen – der hvor degnestol og døbefont står idag, har der været et sidealter for Maria. Der kan have været flere sidealtre, også i form af kalkmalerier på væggene og i apsis.

Biblia Pauperum

Kalkmalerierne har formodentlig deres forbilleder i Biblia Pauperum, også kaldet “fattigmands bibel.” Det er en vidt udbredt bibel fra senmiddelalderen, der fortæller bibelen i ord og billeder – nærmest som en tegneserie med tegninger og tekstbobler.

Sproget er latin og i midten på arket til højre kan vi se bebudelsen, hvor engelen kommer til Maria. Placeringen af figurene og tekstbåndene er de samme som på kalkmaleriet i koret.


Jesu fødsel

Motivet viser fødselsscenen, med Jesusbarnet i centrum. Bemærk at man i middelalderen altid malede spædbørn som små voksne. Jesus rækker hånden mod Maria – sikkert et tegn på at hun er Guds mor. Maria knæler i lovprisning og er klædt i sine typiske farver: rød kjole og blå kappe.

Til højre ses Josef, der er klar til flugten til Ægypten. Han er rejseklædt med bredskygget hat, øldunk, vandrestav og rejsetaske. Ved siden af står æslet (kendes på de lange øren). At der er øl i dunken og ikke vand, formodes ud fra tyske barndomsspil (krybbespil), hvor Josef fremstilles som en lidt komisk, gammel mand, der ikke vil afsted til Ægypten. Maria siger da, at han kan tage sit eget gode øl med, og først da bliver han rejseklar.

Billedet er også interessant ved at maleren har ændret det undervejs i maleprocessen. Således har Josef stået bagved krybben, men har måtte give plads til staldtaget og bethlehemsstjernen.

Jesu fødsel er beskrevet i Lukas 2, 1-7


 


Marias besøg

Maria besøger Elisabeth, der også er gravid. Dette er en vigtig scene, da bibelen fortæller at Elisabeth’s barn hoppede af fryd ved besøget – altså den første anerkendelse af Jesus som Guds søn.

Elisabeth står foran et hus der, meget uhistorisk, har et kors på taget, og derfor må regnes for at være en kirke. Maria er afbildet med krone som himmeldronning.

På tekstbåndet står: “visitatio marie” (Marias besøg).

Marias besøg er beskrevet i Lukas 1, 39-56

 

Bebudelsen

Englen Gabriel kommer med budskabet om at hun skal føde Guds søn til Maria. På tekstbåndet står der: “ave gracia plena dns tecum” – “hil dig Maria, fuld af nåde, Herren er med dig”. Maria sidder kronet i en tronstol og svarer “ecce ancilla dni” – “se, jeg er Herrens tjenerinde”.

Maria er fremstillet med åbne arme, for at vise at hun modtager budskabet. Foran sig har hun en opslået bog. Gabriels budskab er senere blevet første del af mariabønnen (“ave maria”).

Bebudelsen er beskrevet i Lukas 1, 26-38.


 

 

Omskærelsen

I midten ses Jesusbarnet liggende på et alter. Til højre Maria der holder hans hoved. Omskærelsen foretages af en gejstlig med bispehue – ypperstepræsten Simeon. Til venstre står en messetjener med lang skjorte og en kerte i hånden.

På tekstbåndet står: “circumcissio dni” – “Herrens omskærelse”.

Omskærelsen findes i Lukas 2, 21

Livshjulet

Scenen viser et karethjul med fire konger, symboliserende livets gang. Til venstre ses den opstigende konge, som siger “regnabo” (jeg vil regere). Øverst ses kongen på på toppen af sin magt med kostbare klæder og et fint slankt vinglas. Han siger “regno” – jeg regerer. Til højre ses kongen styrte ned som en skægget olding – han siger “regnavi” (jeg har regeret). Nederst ligger han død med hænderne foldet og teksten “sum sine regno sic transit gloria mundi” – jeg er uden rige, således forgår verdens skønhed.

Livshjulet skal minde os om tingenes og livets forgængelighed og at kun Gud hersker til evig tid.


Syndefaldet

Slangen plukker frugter af livets træ og giver dem til Eva og Adam. Paradisets have kendes på at der vokser træer i den. Det er nogle underlige træer. Det skyldes flere ting: dels skal træerne blot symbolisere have eller skov. Dels malede man ikke videre naturalistisk i middelalderen og var ikke særlig skrap til perspektiv. Træerne er heller ikke malet efter virkelige træer, men kopierede efter flamske malerier eller trykkene i Biblia pauperum. I mange malerier fungerede træer som baggrund for den egentlige scene og de er derfor meget små og ofte blålige i farven, som de ofte er på samtidige oliemalerier – det man kalder farveperspektiv.

Typisk for elmelundemesterens arbejde er de stiliserede “ranker” og de små dekorationer, der udfylder alle de hvide områder, således at hvælvene altid er jævnt dekorerede.

Nederst til venstre ses Marie Magdalene der salvede Jesu fødder. Hendes kendetegn er den salvekrukke, som hun brugte da hun salvede Jesus.


Den fattige og den rige mands bønner

Dette er et af middelalderens yndede motiver. Vi ser to mænd på knæ, begge bedende med rosenkrans i de foldede hænder. Til venstre er den fattige mand. Han har uklippet skæg, og på kroppen en tarvelig kjortel med huller på albuerne. Han siger “deus gracia esto mihi peccatori” – Gud være mig synder nådig. Hans bønner går til Kristi fem vunder (“smertenssår”). Den rige mand siger “miserere mei deus” – Gud, hav barmhjertighed med mig, men hans bønner går til et fint hus med fine klæder, godt brød og en smuk ridehest. Vi ser tydeligt at han er rig. Han har en fin kjortel, dolk og pengepung i bæltet og moderigtige spidse sko. Skomoden skifter faktisk kort efter år 1500 til butnæsede »komulesko«.

Kristus er afbildet som »smertensmanden«. Bloddråberne fra naglesårene, såret i siden og fra hovedet viser, at han er korsfæstet og død som menneske, men levende som Gud. Det var et populært motiv i middelalderen, men refererer ikke til lidelseshistorien i bibelen, men derimod til pave Gregors (død 604) syn. Legenden, kendt fra 1400-tallet, fortæller at paven oplevede et mirakel under en messe. Som svar på pavens bøn steg Kristus ned på alteret, hvorved blodet fra hans sår dryppede ned i kalken, og således bekræftede nadveren – altså at vinen forvandles til Kristi blod.

Legenden blev populær og kendes over hele Europa – i Danmark første gang på altertavlen i Århus domkirke fra 1479, og efter år 1500 i adskillige kirker i Danmark. Populariteten skyldtes dels, at motivet var velegenet til bøn, og dels at der fra pavens side bevilgedes aflad ved bøn foran smertensmandsbilleder, også i fjerne egne som Danmark.

Motivets budskab er at mane os til bøn og meditation over Kristi korsfæstelse og opstandelse.

Smørkerningen

Dette hvælv har som hovedscener syndefaldet, uddrivelsen af Adam og Eva fra paradiset, livshjulet samt den rige og den fattige mands bøn.

Ved siden af livshjulet findes en scene med en kone (hun har tildækket hår), der forsøger at kerne smør, men en djævel driller hende. Smørkerningen er et yndet motiv og hentyder til at man i middelalderen ikke kunne forklare hvorfor nogle kvinder kunne kerne smør, mens andre ikke kunne. Det viser også at bondesamfundet havde en central placering, også hvad angik oprindelsen til historier.

Smørkerningen forbinder sig også til visse magiske forestillinger. Således blev det sagt, at kvinder, der var gode til at kerne smør, havde et erotisk forhold til djævelen. På kalkmaleriet har djævelen da også en begærligt udstrakt tunge. Djævelen står med en malkespand i hånden, hvilket kunne hentyde til historien om tyvemalkningen, hvor kvinden selv, eller en hjælper i hareskikkelse, stjæler mælk fra andres køer til sin egen smørkerning.

Placeringen af de to moraliserende sceneer er nok ikke tilfældig. De har været de første billeder mændende har set da de kom ind i kirken, og de sidste når de vendte sig om for at gå ud.


Uddrivelsen af paradisets have

Til venstre ses keruben med hævet sværd, der jager Adam og Eva ud af paradiset. Træerne på jorden symboliserer paradiset, ligesom på søndre kappe i samme hvælv. Til højre sidder Adam og Eva på hver sin sten og er kede af det. Keruben giver Adam en hakke for at de kan dyrke jorden.

Bemærk den store fantasiblomst i toppen af hvælvet. Dette træk er meget karakteristisk for elmelundemesteren.

De hellige trekonger

Scenen forestiller De hellige trekonger der ankommer med gaver. Maria er ikke fremstillet i stalden, men som himmeldronning, siddende på en trone og med krone på hovedet. Hun holder Kristus frem, så han kan modtage lovprisningerne. Den forreste konge er allerede stået af hesten – han holder omhyggeligt tømmerne under armen og har lagt sin krone på jorden.

De to efterfølgende konger er stadig til hest. Man kan se de er konger, dels på deres kroner, og dels på deres pelsforede kåber og de spidse sko, der var mode i 1400-tallet. På skoene bærer de gyldne sporer.

På tekstbåndene står deres navne: “Kaspar”, “Melchior” og “Baltasar”.

Til venstre under Jomfru Maria ses en enhjørning – symbolet på jomfrufødslen.

De hellige trekongers tilbedelse beskrives i Matthæus 2, 11-12


Barnemordet i Jerusalem og Sædekornsunderet

Det er formodentlig Herodes i civil til venstre, der siddende på sin trone, befaler barnemordet. I Fanefjord findes det samme motiv og jo af samme værksted, men her er det tydeligvis Herodes vist med krone og fornem kjortel. En ridder i kostbar panser samt en soldat dræber børnene, mens en ængstelig mor sidder med sit barn. Bemærk at barnet er svøbt, som det var brugt i tidligere tid.

Tekstbåndet siger “isti pro cristo mundo tolluntur ab illo” – “disse borttages fra denne verden i stedet for Kristus”.

Til højre ses et yndet middelaldermotiv kaldet sædekornsunderet. Den hellige familie er på flugt og passerer en mark, hvor bonden sår. Da forfølgende soldater kommer, er kornet på mirakuløs vis modnet og bonden fortæller, at de eftersøgte passerede, da han såede. Soldaterne opgav da deres eftersøgning.

I tekstbåndet står “hic semen deponitur” – “her mejes sæden”.

Fra omkring 1500 kendes en folkevise, der omhandler sædekornsunderet. Folkevisen er optegnet omkring år 1900 på Falster og muligvis inspireret af et kalkmaleri.

    Der gik en bonde på marken ud 
    og såede en ager til ende, 
    da Jonfru Maria kom gangende frem, 
    og hun havde Jesum ved hænde.

    "Og hør du gode bondemand, 
    hvad jeg dig nu vil tilsige: 
    du går nu hjem og henter din le 
    og mejer din ager tillige."

    Der kom fra Jerusalem et ridende bud, 
    [det mon Kong Herodes sende:] 
    "Så du ikk' en jomfru kom gangende frem 
    og havde et drengebarn ved hænde?"

    "Jo, da jeg gik og såed' min ager 
    og såed' min ager til ende, 
    da kom Maria gående frem, 
    og hun havde Jesum ved hænde."

    Den rytter han holdt og tænkte sig om: 
    "Hvad er det alt så længe siden." 
    Så vendte han hastig sin ganger igen, 
    til Jerusalem monne han ride.

    [retskrivningen er tilpasset moderne dansk]

Forneden til venstre ses en hjort, der jages af en hund. Hjorten er symbol på uskyld. Scenen symboliserer således det ondes jagt på det gode.

Barnemordet er beskrevet i Matthæus 2, 16-17

Sankt Ursula

Hun er afbildet nederst til højre på nordre kappe. Legenden om Sankt Ursula beretter at hun ledte 11000 jomfruer på pilgrimsrejse til Rom. På tilbagevejen blev hun dræbt af hunnernes pile i Köln. Beretningen kendes tilbage til 4-500 tallet og har været meget populær i middelalderen.

Hendes kendetegn er en pil. Hun bærer en krone, da hun var en engelsk prinsesse og hendes udslåede hår viser at hun er en jomfru – gifte kvinder bar altid hustrulin. Den første kvindelige lærerorden i den katolske kirke tog hende som forbillede og kaldtes “Ursulainderne”. De blev stiftet for at styrke katolicismen og arbejde mod reformationen i 1535.


Flugten til Ægypten

Maria rider med Jesusbarnet og Josef trækker æslet. Josef er klædt som vandringsmand, med bredskygget hat, øldunk og vandrestav – akkurat som på fødselsscenen i korets vestre kappe, hvor han har gjort sig klar til flugten.

Flugten til Ægypten findes i Matthæus 2, 13-15


Jesu dåb

Motivet er Jesu dåb i jordanfloden. Johannes Døberen, til højre, er klædt i en prægtig kjortel og salver Jesus – han holder salvekrukken i venstre hånd. Til venstre holder en engel Jesu kjortel. På tekstbåndet står: “dum baptisdum xps baptisma sacratur” – det er en lettere fejlskrivning af bibilia pauperum, hvori der står “baptizatur” i stedet for “baptisdum. Betydningen er “ved at Kristus døbes, helliges dåben”.

Jomfruen med tårnet til højre i billedet er Sankt Barbara. Hun var, efter traditionen, datter af en hedning, men konverterede til kristendommen. Hendes fader spærrede hende da inde i et tårn, og hun døde som martyr. Hun regnes som beskytter mod storm- og tordenvejr, og er brandmændenes helgen. Over hende står der “sancta barbara”.

Nederst til venstre ses toppen et motiv, der forestiller den hængte Judas. Nederst til højre ses Sankt Ursula.

Jesu dåb er beskrevet i Matthæus 3, 13-17