Gudstjeneste i Tingsted Kirke – Kristi himmelfarts dag kl. 10

Kirkegængere kan trække ”billet” (gratis 😀) og et salmeark i våbenhuset fra kl. 9:45 og indtil der ikke er flere billetter (i alt 35 stk.). Husk at holde afstand (under sang: 2 meter) og en god håndhygiejne. Velkommen!

Endelig kom de officielle retningslinjer for en ansvarlig genåbning af folkekirken. Læs evt. de 6 sider fra Kirkeministeriet og Styrelsen For Patientsikkerhed:

eller denne mere kortfattede og letlæste version https://www.folkekirken.dk/aktuelt/nyheder/7-corona-retningslinjer-du-skal-huske-i-kirken

Lokalt kommer genåbningen til at foregå således:

I Tingsted Kirke kan vi lukke maksimalt 35 kirkegængere ind, forudsat at de 8 af dem placerer sig i tårnrummet, kirkens vestlige ende. Vi glæder os til at tage imod jer fra kl. 9:45 på torsdag og de følgende søndage (2.pinsedag og søndag 14.juni forventes aftengudstjenester og der åbnes derfor op kl. 19:15). Hvor fantastisk at vi igen kan mødes! Men husk fortsat stadigt at holde afstand, minimum 2 meter til dem, I ikke i forvejen bor sammen med. Efterlad en tom bænk imellem jer/dig og dem/den, du ikke bor med. Der skal synges, så afstandskravet er skærpet 😀.

Håndsprit til desinfektion forefindes i våbenhuset.

Altergang har vi nu måttet undvære i rundt regnet 2½ måned, og jeg foreslår, at vi venter med det yderligere en tre uger, til vi kommer ind i samfundets genåbningsfase 3, da personale og menighed her kommer tæt på hinanden, og det vil være akavet (og dermed fremmed for ritualets karakter af nærhed) at dele ud og tage imod svarende til 2 meters afstand. Altergang kan gennemføres, jf. det officielle dokument s.3 midt, og det har været et stort savn, men jeg opfordrer til at vi sammen savner det lidt længere, for at vi til den tid (altså sandsynligvis om en lille måned) kan gennemføre nadveren med den frimodighed, jeg mener, hører ritualet til. Den, der uddeler (som regel præsten) vil, som er sædvanlig procedure, også før pandemien, naturligvis opretholde en god håndhygiejne ved hjælp af desinfektionssprit.

 Mange hilsener og på glædeligt gensyn snart, Guds fred og Gud i vold,
sognepræst Jeppe Sørensen