75-året for Danmarks Befrielse efter 2. verdenskrig markeres ved kirkeklokke-kimning og -ringning

Mandag aften markeres frihedsbudskabet ved at kirkeklokken kimer i en time mellem kl. 20 og 21. Det var nemlig d. 4. maj ved 20.30-tiden, at befolkningen i radioen(!) kunne høre speakeren meddele Montgomerys budskab om, at de tyske tropper havde kapituleret i mange vesteuropæiske lande, herunder Danmark. Ud over kirkeklokkens lyd, kan man sætte lys i sine vinduer for at markere den enorme glæde, folk må have følt ved igen at kunne trække mørklægningsgardinerne fra, og så på en majaften!

På selve Befrielsesdagen, tirsdag 5. maj, er kirkeklokkens morgenringning udvidet til 15 minutter, og der flages fra præstegårdens flagstang (hele dagen).